Titel: Fremtiden - tilbage til fortiden

Om dansk møbeldesign af: Jesper Henriksen

Min Baggrund og Inspiration

Jeg har arbejdet med møbler, arkitektur og indretning næsten hele mit liv. Min far var snedkermester og arbejdede fra 1951 til 1994 på snedkeri, som rejsende montør, fabrikant og senere møbelhandler. Allerede i en tidlig alder i 1970’erne begyndte jeg at gå til hånde og blev senere udlært hos min far. 

Gennem min opvækst og læretid besøgte jeg en lang række møbelfabrikker og mødte møbelrepræsentanter, snedkere og værkførere — alle med erfaringer fra den forudgående tid og med personlige oplevelser med flere af de kendte møbelarkitekter og de mennesker, som satte store aftryk på dansk designhistorie.

Jeg vil prøve at tage dig med tilbage i historien og reflektere over, hvordan perioden med de kendte danske møbelarkitekter havde sit udspring — en rejse gennem årtierne i store dele af det 20. århundrede.

Undervejs vil jeg også tilføje nogle af mine egne oplevelser fra slutningen af 1970’erne og frem til i dag.

Historien om Dansk Møbeldesign

En lille start på noget stort

Historisk set er perioden fra 1920’erne til 1940’erne meget definerende for det, Danmark arkitektonisk og designmæssigt gennem flere årtier blev kendt for. På mange måder er denne periode også kilden til vores selvforståelse af, hvordan omverdenen opfatter Danmark som en moderne designnation.

En stor påvirkning af udviklingen i Danmark kom fra Tyskland og modernismen i begyndelsen af det 20. århundrede. Året efter afslutningen på rædslerne under Første Verdenskrig blev den tyske kunstskole Bauhaus grundlagt i byen Weimar i 1919. Bauhaus-skolen var en sammenslutning af flere kunstarter, blandt andet arkitektur, maleri, skulptur, kunsthåndværk og industrielt design.

Bauhaus-filosofien og modernismens mest dedikerede kræfter fandt stor fascination og inspiration i industrialiseringen. Det var en ny tid med nye produktionsmetoder, rationalisering, samlebånd og helt nye muligheder.

Kunstnerne omkring Bauhaus søgte ikke blot nye udtryksformer og stilarter — der lå også et ønske om en ny begyndelse og et opgør med det eksisterende samfund og skellet mellem rig og fattig.

Idealet var, at alt skulle forenkles. Tidligere stilarters pynt og voluminøse detaljer skulle renses væk. Modernismen påvirkede alle kunstarter, hvor blandt andet kubismen inden for billedkunsten reducerede former og detaljer til kuber og cylindere. Picasso er eksempelvis kendt for sine forholdsvis abstrakte og kubistiske portrætter.

Perioden revolutionerede den europæiske kunst og influerede samtidig både musik, litteratur og arkitektur i markant grad.

Indflydelsen fra Bauhaus og Modernismen

Funktionalismen / modernismen

Funktionalismen og modernismen har mange ligheder i deres måde at udtrykke det moderne industrielle samfund på. Forskellen ligger især i, at funktionalismen havde et mere socialt fokus, mens modernismen i højere grad koncentrerede sig om det formelle formsprog.

I en dansk sammenhæng kender de fleste bedre begrebet funkis, som blev den folkelige forkortelse for funktionalismen. I Skandinavien kan datidens ideal om funktionalisme også kædes sammen med ønsket om sociale reformer og opbygningen af velfærdssamfundet.

En af Danmarks mest berømte og produktive arkitekter er Arne Jacobsen, som i 1930’erne tegnede en lang række hvide, kubiske huse og i stort omfang brød med traditionel dansk byggeskik. Byggerier med flade tage var stærkt inspireret af modernismen og Bauhaus-arkitekterne.

Andre arkitekter som Kay Fisker og C. F. Møller kombinerede derimod funktionalismen med danske materialer og håndværkstraditioner — noget som den dag i dag er langt mere accepteret af den brede befolkning. Trods den større enkelhed havde disse byggerier nemlig ofte stadig saddeltag og et mere velkendt udtryk.

En konservativ tilgang til nytænkning er ikke ny, og det gælder bestemt også inden for møbelverdenen.

Begrebet “funktionelle møbler” begyndte at tage form i Danmark sidst i 1920’erne og gjorde sig for alvor gældende gennem 1930’erne. Funktionelle møbler fremstod næsten som om, de kom fra en anden planet — især set i forhold til datidens boligideal hos den brede befolkning.

Jeg plejer at bruge den folkekære tv-serie Matador som eksempel på, hvordan møbler og interiør så ud omkring 1929 hos de velstillede familier. Serien portrætterede fremragende datidens ideal for de fine hjem — blandt andet hos bankdirektør Varnæs.

Tunge og store snedkermøbler, overdådige gardiner, mønstret tapet, ægte tæpper og malerier med guldrammer. Det var også dette ideal, arbejderklassen og familier med almindelige indkomster drømte om. Men de fine snedkerfremstillede møbler var ofte alt for dyre.

Derfor måtte mange nøjes med industrielt producerede bondemøbler eller mere simple kopier, som kunne købes på afbetaling.

Billederne illustrerer den næsten ubegribelige kontrast mellem boligidealerne omkring 1929 og funktionalismen/modernismen i starten af 1930’erne.

Barcelona Pavilionen fra verdensudstillingen i 1929 er et ikonisk eksempel på modernismen og et hovedværk af en af Bauhaus-skolens mest berømte arkitekter, Ludwig Mies van der Rohe.

Han var søn af en stenhugger og arbejdede selv med materialer i sin barndom, hvilket gav ham en dyb forståelse for sten og materialitet.

Bemærk også stolene — den ikoniske Barcelona Chair, som Ludwig Mies van der Rohe tegnede specielt til pavillonen.

Pavillonen blev revet ned blot seks måneder efter udstillingen, men blev genopført af en gruppe catalanske arkitekter mellem 1983 og 1986 på præcis samme sted i Barcelona. 

Jeg vil personligt varmt anbefale at opleve pavillonen, hvis man kommer til Barcelona. Selv i dag føles stedet næsten overraskende moderne.

Funktionalisme og Dens Indvirkning i Danmark

Den sene Industrialisering

Den konservative holdning og fastholdelsen af traditionerne skyldtes også, at Danmark oplevede industrialiseringen senere end mange andre lande. Det satte sit tydelige præg på, hvor langsomt de nye strømninger inden for arkitekttegnede møbler, arkitektur og design blev accepteret.

I Danmark fandtes en dybt forankret håndværkstradition med fokus på kvalitet, og mange unge mænd valgte stolt at uddanne sig som håndværkere. Vi har samtidig en historisk tradition for anvendelsen af naturlige materialer — navnlig træ.

Derfor er snedkerfaget en essentiel del af dansk designhistorie, for det var netop en dygtig snedker, som satte gang i udviklingen.

Betegnelsen “guldalderen” inden for dansk møbelhistorie begynder i 1920’erne, hvor én enkelt person kom til at gøre en historisk forskel.

Kaare Klint blev ansat ved Kunstakademiets Skole for Møbelkunst i 1923. Mange af de efterfølgende mest kendte danske møbelarkitekter blev uddannet og inspireret af Kaare Klint, der gennem både sit eget møbeldesign og sin undervisning prægede en hel generation af danske møbeldesignere. Klint lagde stor vægt på gode materialer og perfekt håndværksmæssig forarbejdning. Han var dybt engageret i funktion, kvalitet og rene linjer, og hans studier af menneskekroppen blev centrale for udformningen af møblerne.

Han stræbte efter, at møbler skulle integreres i rummene fremfor at dominere dem.

I 1920’erne begyndte flere møbelhandlere samtidig at miste interessen for de dyre snedkermøbler og fokuserede i stedet på mere prisvenlige alternativer til den brede befolkning — hvilket i bund og grund var sund købmandslogik. Disse møbelhandlere tilbød relativt billige møbler med ofte dårligt udførte dekorationer, som forsøgte at efterligne luksusmøblerne. Stilen var stadig præget af store, tunge, mørke og svulmende møbler, der hverken funktionelt eller praktisk passede særlig godt til de små arbejderlejligheder.

Møbelhandlernes fravalg af snedkermøblerne kombineret med en mere effektiv dansk industriproduktion begyndte gradvist at udfordre de traditionelle håndværk — herunder snedkerierne.

Tiden var derfor moden til, at innovative snedkere og arkitekter kunne træde frem og gøre en forskel.

Samarbejde

Snedkerne tog initiativ i 1927, hvor en lille gruppe snedkermestre i København introducerede den årlige udstilling kaldet Snedkerlaugets Møbeludstilling.

Bag udstillingerne lå ønsket om at beskytte snedkernes levebrød mod den voksende trussel fra billigere industrifremstillede møbler. Samtidig skulle udstillingerne understrege snedkerfagets berettigelse til at opretholde højere priser gennem smukt håndværk og en usædvanlig høj kvalitet.

Samtidig engagerede flere arkitekter sig socialt og havde ambitioner om at forbedre arbejderklassens levevilkår. Målet var at skabe boliger, der både var mere overkommelige og af højere kvalitet.

Det krævede en forenkling af formsproget og en stigende industrialisering af byggeriet. Arkitekterne arbejdede derfor med indretninger og møbler, som var lettere, mere funktionelle og bedre tilpasset mindre boliger.

Der var stor opmærksomhed på enkelhed og minimalistisk design for at skabe en forsvarlig boligstandard. Et centralt slagord blev derfor “boliger til et eksistensminimum”.

Arkitekterne begyndte samtidig at beregne det nødvendige pladsbehov for forskellige funktioner i hjemmet og undersøge, hvordan boliger kunne organiseres mest hensigtsmæssigt.

Interessen blandt arkitekter for at samarbejde med snedkerier steg markant — både ud fra et socialt ansvar og et ønske om at påvirke udviklingen mod et lettere og mere funktionalistisk formsprog.

Målet var at bevæge sig væk fra de svulmende og tunge møbler inspireret af tidligere stilarter som renæssance og rokoko.

Nogle arkitekter, herunder den toneangivende arkitekt og samfundsdebattør Poul Henningsen, ønskede ligefrem at opdrage befolkningen til at bo mere hensigtsmæssigt og gøre op med alt overflødigt.

Snedkerlauget var i begyndelsen tøvende over for samarbejdet med arkitekterne, men indså gradvist, at nye idéer og initiativer kunne være med til at vende udviklingen i et truet marked. Geografien omkring København viste sig samtidig at være en stor fordel. En række konkurrerende mindre snedkerier og virksomheder nød godt af hinandens nærhed og fællesskab.

Det gjorde det lettere at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, sprede nye idéer samt dele viden og erfaringer.

For at styrke samarbejdet og fremme udviklingen blev der fra 1933 indført årlige konkurrencer. Det sikrede, at kun det allerbedste blev præsenteret på Snedkerlaugets Møbeludstilling.

1930érne

1930’erne blev præget af økonomisk krise, høj arbejdsløshed og en fortsat meget konservativ holdning til nye strømninger og idéer. På trods af dette stod en lille gruppe mennesker frem med troen på, at funktionalismens idéer rummede helt nye perspektiver og muligheder.

Mulighederne handlede ikke blot om at bryde med fortidens stilarter, men om at skabe et bedre liv — ikke kun for eliten, men også for den brede befolkning.

En af disse visionære personer var Frederik Nielsen, direktør for FDB. Allerede fra 1929 tog han initiativer, som pegede frem mod FDB’s senere rolle i dansk designhistorie.

Det afgørende skridt kom dog først med oprettelsen af FDB’s eget møbelkontor og ansættelsen af møbelarkitekten Børge Mogensensom leder i 1942. Her begyndte den udvikling, som senere blev synonym med FDB Møbler.

Børge Mogensen hører sammen med navne som Nanna Ditzel, Hans J. Wegner, Finn Juhl og Arne Jacobsen til den generation af arkitekter, som førte Kaare Klints filosofi videre gennem de næste årtier. Særligt Børge Mogensen var dybt dedikeret til Kaare Klints enorme fokus på funktionalisme og menneskekroppens dimensioner, som blev helt centrale for møblernes udformning.

Der var mange gode intentioner, men igen viste det sig svært at trænge igennem til et bredere publikum. Et godt eksempel er Snedkerlaugets møbeludstilling i 1945.

Her blev nye møbeldesigns udstillet i en toværelses lejlighed i København. Hans J. Wegner og Børge Mogensen havde mødt hinanden på arkitektskolen og udviklede et livslangt venskab. 

I sommeren 1945 var de i sommerhus med deres familier, hvor de tegnede henholdsvis en stol og en tremmesofa til den kommende udstilling.

Børge Mogensen tegnede tremmesofaen model 1789 — en blanding af en fransk chaiselong og en engelsk London-sofa. På udstillingen blev sofaen vist i mahogni og var på det tidspunkt stort set usælgelig. 

Derfor er det vigtigt at forstå, at uanset hvor dygtig en håndværker og arkitekt Børge Mogensen var, kræver det endnu en afgørende faktor, før noget bliver en succes — nemlig et marked.

Tremmesofaen blev relanceret i 1962 i lyst bøgetræ, netop på et tidspunkt hvor en ny generation ønskede sig noget helt andet end de tunge klunkemøbler, de var vokset op med i barndomshjemmene.

Model 1789 blev siden ikonisk sammen med mange andre funktionalistiske møbler og blandt andet PH lamp. Succesen skyldtes selvfølgelig arkitekternes talent, passion og håndværksmæssige dygtighed — men i lige så høj grad, at tiden pludselig var moden, og at der nu fandtes et enormt marked og en stor efterspørgsel.

Efter min mening er det derfor lidt mærkeligt, når man laver tv-programmer, hvor man forsøger at “tegne nye klassikere”, eller når unge arkitekter symbolsk saver en Y-stol i stykker for at vise, at de gamle klassikere skal erstattes.

Det er måske mere realistisk at erkende, at markedet i dag ser fuldstændig anderledes ud end dengang — og at den dybe tallerken allerede er opfundet.

Mange af de møbler, som i dag regnes som ikoniske klassikere, byggede i virkeligheden videre på studier af noget tidligere. Inspirationen kom eksempelvis fra Shaker-bevægelsen eller kinesiske oldtidsmøbler, som blev fortolket og forenklet gennem en enorm faglighed hos både snedkere og arkitekter. Samtidig krævede det også dygtighed — og måske lidt held — at finde de rette producenter og samarbejdspartnere.

Selvfølgelig ønskede de kendte møbelarkitekter også, at deres møbler kunne sælges, men de begyndte næppe med tanken: “Nu skal jeg tegne en klassiker.”

De havde et enormt talent, og de havde tiden med sig — modsat i dag.

Der findes stadig masser af talent, men markedet er i dag oversvømmet af møbler i alle prisklasser.

Derfor er det ganske enkelt langt sværere at skabe møbler i dag, som både bliver en succes og måske på sigt udvikler sig til klassikere.

Til gengæld tror jeg, at yngre og kommende generationer af møbelarkitekter kan få bedre muligheder i fremtiden. Det bliver med stor sandsynlighed både nødvendigt og igen populært at investere i langtidsholdbare møbler af bedre kvalitet.

FDB

FDB Møbler tog kampen op. Målet var at forene kravet om høj kvalitet med ønsket om at demokratisere moderne møbler — og samtidig sælge dem til priser, som almindelige danskere havde råd til.

I takt med FDB’s organisatoriske etablering formåede Børge Mogensen og hans designteam at præsentere en imponerende kollektion af møbler, som i dag betragtes som klassikere verden over.

Tidsmæssigt var det næsten perfekt. 1940’erne nærmede sig afslutningen, og nye moderne strømninger begyndte at præge samfundet. Et økonomisk opsving var på vej, og befolkningen efterspurgte fornyelse. Børge Mogensen stoppede som leder af FDB’s møbelkontor i 1950, men han havde allerede sat en afgørende retning og tegnet møbler, som nu for alvor kunne sælges. Resultatet blev imponerende salgstal gennem 1950’erne og en enorm udbredelse af FDB’s ikoniske møbler — en popularitet som sidenhen næppe er blevet gentaget i samme omfang.

Frederik Nielsen og Børge Mogensens mission blev en triumf, og møblerne med løftet om en lysere og mere moderne fremtid blev pludselig folkeeje.

Priserne var måske ikke altid i fuld overensstemmelse med produktionsomkostningerne, men takket være FDB’s store økonomiske styrke kunne missionen vægte højere end jagten på maksimal profit. Danskernes møbelkultur skulle løftes — næsten uanset omkostningerne.

Carl Hansen & Søn, repræsentanten Ejvind Kold Christensen og arkitekten Hans J. Wegner kan samtidig tilskrives en stor del af æren for, at dansk design blev kendt langt uden for Danmarks grænser.

I 1946 blev Ejvind Kold Christensen salgsdirektør hos Carl Hansen. Han havde en særlig evne for både salg og markedsføring og holdt konstant øje med nye talenter blandt danske møbelarkitekter. På den måde blev Hans J. Wegner “opdaget” og inviteret til møbelfabrikken på Fyn i 1949, hvor han indgik samarbejde med Carl Hansen og blandt andet tegnede den legendariske CH24 — bedre kendt som Y-stolen.

Stolen udviklede sig senere til en ny form for “folkestol”, fordi den var velegnet til masseproduktion og derfor kunne sælges til en forholdsvis overkommelig pris. Meget heldigt for udbredelsen af dansk design kulminerede dette samtidig med, at Danmark fulgte Englands devaluering på 30 % i september 1949. Det gjorde danske møbler markant billigere på det amerikanske marked.

Samtidig blev transportmulighederne forbedret, og markedsføringen af danske møbler begyndte for alvor at slå igennem internationalt — især i USA.

Transporten blev lettere, møblerne billigere, og interessen for moderne dansk design voksede eksplosivt på samme tid.

Resultatet blev, at dansk design på både heldig og til dels uforudsigelig vis pludselig blev enormt populært i USA.

1950érne

De kendte danske møbelarkitekter bliver ofte først og fremmest beundret for deres streg og design. Hvad man derimod ofte overser eller underkender, er hvor vanvittigt dygtige snedkere mange af dem også var.

Et karakteristisk træk ved mange af de kendte danske designere — med enkelte undtagelser — var deres stærke tilknytning til træets kvalitet og materialernes egenskaber.

En stor del af de møbelklassikere, som blev tegnet i 1950’erne, blev udført i klassiske nordiske træsorter som egetræ, bøg og birk. Samtidig begyndte man at eksperimentere med at formspænde træet i organiske og mere levende former.

Derudover begyndte teaktræ gradvist at komme til Danmark og blev i stigende grad anvendt på snedkerierne. Det fik stor betydning for udtrykket i mange af 1950’ernes møbler.

Teaktræets mørkere glød gav et helt nyt visuelt udtryk sammenlignet med tidligere tider, hvor mørke mahognilignende træsorter primært blev anvendt til tunge klassicistiske møbler. Den nye generation af møbelarkitekter formåede nu at forme teaktræet til elegante, moderne og lette møbler med et helt nyt formsprog. 

I løbet af 1950’erne begyndte møblerne fra Snedkerlaugets Møbeludstillingersamtidig at blive kopieret og masseproduceret på et stigende antal møbelfabrikker. Det førte til en langt større udbredelse af arkitekttegnede møbler blandt den brede befolkning. Møbelfabrikkerne begyndte nu i stigende grad at samarbejde med arkitekterne.

Her er Hans J. Wegneret fantastisk eksempel. Han tegnede møbler til en lang række forskellige møbelfabrikker og snedkerier, blandt andet Getama, Carl Hansen & Søn, Andreas Tuck, Ry Møbler og Johannes Hansen. Wegner var dygtig til at udnytte producenternes forskellige kompetencer alt efter det enkelte møbel eller den specifikke serie.

Ejvind Kold Christensen satte samtidig et markant aftryk på dansk møbelhistorie.

Han viste sig at være en visionær organisator, som formåede at samle fem møbelfabrikker i et fælles salgssamarbejde under navnet Salesco(Sales Company).

Tanken bag Salesco var, at hver virksomhed skulle specialisere sig i bestemte møbeltyper — eksempelvis borde eller opbevaringsmøbler — hvilket skabte både højere produktivitet og mere konkurrencedygtige priser. Salget blev samtidig styrket gennem deltagelse i udstillinger og messer både nationalt og internationalt. Hans J. Wegner blev stjernen i denne virksomhedsgalakse, og hans møbler kom til at danne fundamentet for Ejvind Kold Christensens nytænkning og Salescos succes.

Det fik afgørende betydning for udbredelsen af dansk møbeldesign i hele verden. Virksomhedens salg var faktisk udelukkende baseret på Wegners møbeldesign frem til slutningen af 1960’erne. Noget af det, som senere skulle vise sig at være helt afgørende for succesen, var, at Ejvind Kold Christensen formåede at overbevise Wegner om mulighederne i en delvist industrielt baseret masseproduktion.

60érne

Et centralt øjeblik for Salesco, Hans J. Wegner og begrebet Danish Design opstod under den amerikanske præsidentvalgkamp i 1960 mellem John F. Kennedyog Richard Nixon. Tv-studiet, hvor debatterne mellem de to kandidater blev afholdt, havde valgt at anvende Wegners stol model 503 — Den Runde Stol— på grund af dens komfort og enkle udtryk. Stolen havde allerede vakt international opmærksomhed i begyndelsen af 1950’erne, men under valgkampen i 1960 gav amerikanerne den et nyt og mere sigende navn: The Chair.

Den internationale succes omkring Wegners møbler faldt samtidig sammen med store forandringer i det danske samfund.

Tiderne ændrede sig i takt med industrialisering og stigende velstand i Danmark. Den tidligere meget typiske familiebolig — en lejet toværelses lejlighed — blev gradvist afløst af parcelhuset. Mellem 1960 og 1980 blev der opført omkring 450.000 enfamiliehuse, og Danmark udviklede sig til en nation af parcelhusejere.Den voksende velstand og de mange nye parcelhuse skabte samtidig et enormt behov for møbler til den brede befolkning. Snedkerne kunne stadig sælge deres håndlavede møbler, men efterhånden som 1960’erne skred frem, blev det stadig vanskeligere.

Industrien kunne fremstille møbler langt billigere, samtidig med at interessen for moderne design og ny teknologi voksede markant.

Møbler og boligtilbehør blev nu ofte præsenteret i stærke farver og eksperimenterende former udført i materialer som plastik og fiberglas.

Udviklingen førte til, at mange traditionelle møbelværksteder måtte lukke, og i dag er de næsten helt forsvundet.

Den imponerende salgs- og markedsføringssucces omkring Salesco varede desværre heller ikke ved og gik i opløsning i 1969.

Selvom Salesco senere gik i opløsning, fortsatte Ejvind Kold Christensenmed at få stor betydning for udviklingen af dansk møbeldesign.

Allerede omkring 1955 indledte Kold Christensen et samarbejde med arkitekten Poul Kjærholm. De to blev introduceret for hinanden af Hans J. Wegner, som underviste Kjærholm på arkitektskolen.

I begyndelsen af 1960’erne forlod Kold Christensen Salesco og satsede i stedet på det nye samarbejde med Poul Kjærholm. Deres tætte faglige partnerskab førte til en række nyskabende resultater. Men beslutningen satte samtidig Kold Christensen i en vanskelig situation over for Wegner, som stillede ham et ultimatum: Han måtte vælge mellem Wegner og Kjærholm.

Kold valgte at satse på det nye talent — som Wegner ironisk nok selv havde introduceret ham for.

Pladematerialer

Spånplader kom i kommerciel produktion i Tyskland i 1941 og blev fremstillet af træspåner — typisk fra nåletræer — lim og voks. Det gjorde materialet både billigt og velegnet til industriel produktion. 

I løbet af 1950’erne og især gennem 1960’erne gjorde spånplader deres markante indtog i både byggebranchen, møbelindustrien og køkkenproduktionen.

Udviklingen hang tæt sammen med nye boligformer og en ny måde at leve på i de mange parcelhuse, som blev opført i efterkrigstiden.

De små køkkener fra tiden før 1960’erne begyndte gradvist at forsvinde. Spisekamrene blev nedlagt, og køkkenerne blev større og mere funktionelle med både under- og overskabe, større arbejdsflader og plads til at spise i selve køkkenet. I løbet af 1960’erne blev køkkener med teaktræsfinér moderne. I de nye parcelhuse og villaer begyndte man samtidig at anvende standardiserede køkkenelementer, hvilket markerede et opbrud med de traditionelle snedkerbyggede køkkener.

Køkkenelementerne blev typisk fremstillet af laminerede spånplader og produceret i faste moduler og stilarter. Alt fra køleskabe og vægfliser til skabslåger og skuffer blev nu tænkt som en samlet helhed i indretningen.

1970’erne — storhedstiden rinder ud

1970érne - storhedstiden rinder ud

I slutningen af 1960’erne og gennem 1970’erne begyndte der gradvist et opbrud med de funktionalistiske møbler, som af mange blev opfattet som smagsopdragende og lidt elitære. Samtidig viste flere arkitekters tro på fortsat voksende velstand sig at være en illusion. Forhåbningen havde været, at selv relativt dyre kvalitetsmøbler fortsat ville have et stort marked. Men virkeligheden ændrede sig.

Selv FDB Møbler, som netop var bygget op omkring idealet om gode møbler til folkelige priser, måtte erkende, at konkurrencen fra billigere alternativer voksede kraftigt. På mange måder er det symbolsk for perioden, at FDB Møblers tegnestue lukkede i 1968 — og at den første IKEA åbnede i Danmark året efter i 1969. Den første IKEA-forretning var åbnet i Älmhult i Sverige allerede i 1958.

Nu skulle møbler i stigende grad være billige, praktiske og nemme at udskifte.

Materialer som spånplade, MDF og melamin overtog i stor stil de gamle stolte snedkertraditioner og filosofien om langtidsholdbare produkter.

1970’erne blev samtidig præget af individualisme, varme og hygge, som kom til udtryk gennem en eksplosiv brug af farver og mønstre i boligindretningen.

Der opstod en stor interesse for naturmaterialer som bambus, rattan og kurvemøbler, der blev brugt til at skabe en mere organisk og afslappet stemning i hjemmene. Farver som orange, limegrøn, gul og kraftige røde nuancer blev populære — ofte kombineret i geometriske mønstre, zigzag eller store blomstermotiver på vægge, tæpper og møbler.

For mig begyndte min egen historie i 1970’erne — midt i denne overgangstid, hvor den brede befolknings købsvaner gradvist bevægede sig fra det langtidsholdbare og funktionalistiske mod plademøbler i MDF og spånplade samt begyndelsen på køb-og-smid-væk-kulturen.

1980érne

I 1980’erne voksede køkkenet markant og blev samtidig mere åbent mod stue og spisestue. Det gav anledning til begrebet samtalekøkken, hvor den, der lavede maden, stadig kunne være en del af samværet med familie og gæster.

Paradoksalt nok blev de større køkkener dog ofte ikke brugt i samme omfang som de tidligere mindre køkkener havde været.

En stor del af måltiderne hos travle familier, hvor begge voksne arbejdede uden for hjemmet, bestod i stigende grad af færdigretter, som blot skulle opvarmes.

Udviklingen fortsatte ind i det nye årtusinde med stadig mere luksuriøse køkkener. Samtidig begyndte mange køkkener at blive udskiftet forholdsvis hyppigt — enten når stilen blev umoderne eller i forbindelse med køb og salg af boliger.

I min egen opvækst i 1980’erne besøgte jeg sammen med min far møbelfabrikken Tvilum i Midtjylland, som blev grundlagt i 1965.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stod dybt imponeret og lyttede til værkføreren, der stolt fortalte, at hvis man lagde pladerne i forlængelse af hinanden, brugte Tvilum dengang omkring 13 kilometer spånplader i døgnet.

Det er efterhånden mange år siden, jeg stod dér i Tvilums lagerhaller med min fars hånd i min og så det hele med stor benovelse.

Men udviklingen er kun fortsat siden dengang.

I skrivende stund i 2024 pakker Tvilum omkring 1.000 kasser møbler i timen døgnet rundt, hvilket svarer til mere end syv millioner kasser møbler om året. Hver dag fyldes omkring 70 lastbiler med møbler, som distribueres ud til hele verden. Jeg under i høj grad driftige virksomheder både succes og anerkendelse, men det rammer alligevel noget i mig og min passion for kvalitet og godt håndværk, at Danmark efterhånden blev mere kendt for spånplademøbler end for det møbeldesign og håndværk i høj kvalitet, som tidligere gjorde os verdensberømte.

MDF

MDF(Medium Density Fiberboard) blev udviklet i begyndelsen af det 20. århundrede, men materialet fik først for alvor bred anvendelse fra 1970’erne og frem inden for møbelproduktion, byggeri og håndværk.

Netop dette materiale blev samtidig grundlaget for et nyt eksempel på dansk designsucces i 1980’erne.

Montana Furnitureblev grundlagt i 1982 af Peter J. Lassen, som så mulighederne i at anvende MDF-plader til designmøbler. I modsætning til almindelige spånplader har MDF en helt glat overflade og egner sig derfor særdeles godt til sprøjtelakering.

Montanas reolsystem byggede videre på et tidligere krydsfinersystem — System 60 x 60— som Peter J. Lassen havde udviklet i 1974 for Fritz Hansen. Mellem 1979 og 1982 udviklede han Montana-systemet videre og baserede reolernes mål på A4-formatet.

Gennem alle mine år med møbler og indretning har jeg ofte mødt spørgsmålet:

“Montana er vel noget af det ypperste inden for dansk møbelkunst?”

Og jeg har som regel svaret, at systemet er ekstremt godt tænkt og et genialt industridesign baseret på en relativt billig råvare.

Designmæssigt er det stærkt — men håndværksmæssigt kan det efter min mening ikke sammenlignes med klassiske snedkermøbler, hvor kompleksitet, materialeforståelse og finish ligger på et helt andet niveau.

Til gengæld har Montana gennem årtier været usædvanligt dygtige til at ramme markedet med fornyelse og et enormt udvalg af farver — noget som passede perfekt til tiden i 1980’erne.

For samtidig med udviklingen inden for pladematerialer opstod der også en ny interesse for nostalgi og retroinspireret indretning.

Pastelfarver som lyserød, mintgrøn og lyseblå blev populære og blev ofte anvendt som dominerende farver i hjemmene.

Vægge, gardiner og polstrede møbler blev prydet med blomstermønstre og geometriske former, som blev karakteristiske for 1980’ernes æstetik.

Møblerne var ofte fremstillet i lyse træsorter som fyr og især bøgetræ og havde generelt et mere enkelt og strømlinet formsprog.

Samtidig voksede interessen for plastikmøbler, metalrammer og glas, som blev brugt til at skabe et moderne og futuristisk udtryk — det, mange dengang kaldte Hightech.

Begyndelse på miljøbevidstheden

I min opvækst og starten på mit arbejdsliv stod miljøspørgsmål ikke øverst på dagsordenen, og bæredygtighed var generelt en overset faktor i mange brancher — også i møbelindustrien.

Alligevel begyndte der gradvist at ske forandringer i løbet af 1980’erne.

Jeg befandt mig midt i en tid, hvor ædle træsorter som Bangkok teak, palisander og Cuba-mahogni langsomt begyndte at forsvinde fra det danske marked på grund af stigende bekymringer omkring ressourcer, regnskov og bæredygtighed.

Det blev særligt tydeligt i slutningen af 1980’erne, hvor der blev indført reguleringer og forbud mod handlen med flere tropiske træsorter.

I 1986 blev handlen med Bangkok teak forbudt, og i 1987 fulgte palisander og Cuba-mahogni efter. Disse tiltag markerede begyndelsen på en voksende bevidsthed om de miljømæssige konsekvenser af møbelindustriens materialeforbrug og et spirende behov for mere bæredygtige løsninger.

Desværre er det først nu — godt 40 år senere — at vi for alvor er begyndt at forstå nødvendigheden af det. I 1980’erne oplevede vi samtidig, hvordan køb-og-smid-væk-kulturen for alvor begyndte at vinde frem. Møbler, som tidligere ville være blevet repareret, ombetrukket eller givet videre, blev nu i stigende grad erstattet af moderne design og billige alternativer.

Den kortsigtede tilgang til forbrug førte til voksende mængder affald og en gradvis ligegyldighed over for kvalitet og holdbarhed.

Materialevalg og produktionsmetoder ændrede sig, og fokus flyttede sig væk fra traditionelt håndværk og langtidsholdbare materialer.

Den bæredygtige tankegang, som vi i dag værdsætter højt, var desværre stort set fraværende — også i møbelverdenen i 1980’erne.

1990érne

1990’erne vendte de mørkere træsorter tilbage — denne gang især i form af amerikansk kirsebærtræ.

Både møbler og køkkener skulle igen være mørkere, varmere og mere hyggelige. Svampemalede vægge i terrakotta, gule og brændte nuancer blev populære i mange hjem.

Samtidig var egentlige nybrud inden for møbeldesign relativt sjældne, men enkelte designs skilte sig markant ud.

Et godt eksempel er Nanna Ditzels stol Trinidad Chair fra 1993, som udnyttede de nye muligheder inden for 3-akset CNC-fræsning til de karakteristiske udskæringer. Fra midten af 1990’erne begyndte interessen for møbler fra den danske guldalder samtidig at vokse markant.

For mig blev 1990’erne præget af en helt særlig oplevelse.

I 1997-98 planlagde jeg sammen med møbelforretningen Bolighuset Ry en meget stor udstilling med møbler af Hans J. Wegner.

Forretningens egen samling af Wegner-møbler blev suppleret med en lang række udlånte modeller fra både møbelproducenter, private samlere, Hans J. Wegners datter Marianne Wegner og blandt andet Aarhus Rådhus. 

Det endte med en udstilling bestående af 130 forskellige møbler fordelt på et udstillingsareal på omkring 600 m².

I forbindelse med planlægningen besøgte jeg Hans J. Wegner i hans hjem i Gentofte og drak kaffe med den berømte møbelarkitekt.

Jeg hørte om hans liv, karriere, det livslange venskab med Børge Mogensen og hans oplevelser med blandt andet Salesco, møbelproducenterne og snedkerne.

Vi talte også om tiden, hvor Hans J. Wegner i 1937 blev ansat hos arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller i forbindelse med opførelsen af Aarhus Rådhus. Her tegnede Wegner både møbler og lamper til projektet.

Netop nogle af disse møbler — blandt andet Rådhusstolen fra byrådssalen — lånte jeg senere til udstillingen i Ry i 1998.

00érne

I 00’erne kom der igen stort fokus på enkelhed og minimalisme i boligindretningen.

Denne tilgang afspejlede et ønske om at skabe rene og organiserede hjem, hvor færre elementer skulle give mere ro og luft i indretningen.

Møbler blev ofte fremstillet i materialer som metal og glas for at skabe et strømlinet og moderne udtryk. Neutrale farver og enkle former dominerede perioden.

Samtidig opstod der nærmest en kultstatus omkring især møbler tegnet af Arne Jacobsen og Poul Kjærholm samt lamper designet af Poul Henningsen. Secondhand butikker begyndte samtidig for alvor at vokse frem. Det blev ikke usædvanligt, at en original ældre stol kostede væsentligt mere end en nyproduceret version af samme model — især hvis stolen havde de rigtige detaljer, materialer og den rette producent.

00’erne og den første halvdel af 10’erne blev samtidig præget af en meget afdæmpet og næsten farveløs stil.

Sort, hvid og grå dominerede boligindretningen overalt. Jo, der måtte selvfølgelig gerne ligge en nøje udvalgt rød pude eller stå et signalrødt Arne Jacobsen Æg det helt rigtige sted i boligen.

Køkkenerne skulle ligeledes være neutrale eller grafiske i blank højglans, stål og glatte overflader — materialer som bestemt ikke altid var de nemmeste at holde pæne i dagligdagen. Perioden bar i høj grad præg af, at møbler, køkkener og indretning først og fremmest blev betragtet som æstetik, mens det funktionelle i nogle tilfælde kom lidt i anden række.

10érne - 20érne

Miljøbevidstheden har omsider ramt os.

I en verden, hvor vi konstant søger mere bæredygtige løsninger, er det for mange blevet et mål — eller i hvert fald et aktivt valg — at indrette hjemmet uden nødvendigvis at købe nyt.

Genbrugsbutikker og antikhandlere er blevet et supplement eller ligefrem et alternativ til nyproducerede møbler. Samtidig er det blevet populært, at møbler, køkkener og indretning signalerer godt håndværk og noget snedkerfremstillet. En af tidens store trends er blandt andet Japandi, som kobler japansk minimalisme med skandinavisk enkelhed.

På mange måder er 1970’ernes fokus på individualitet, varme og hygge vendt tilbage. Ligesom dengang er naturmaterialer igen kommet i centrum — men denne gang handler det ikke kun om stemning og æstetik. Nu handler det også om ønsket om at købe noget mere bæredygtigt og langtidsholdbart. 

Fremtidsforskere taler samtidig om, at trends helst skal forsvinde. Vi skal købe mindre, købe bedre kvalitet, eje færre ting og måske endda bo på færre kvadratmeter.

Jeg har et lyst sind og vil gerne være optimist, men jeg tror ikke, det er helt så enkelt.

Nogle — især yngre generationer — vil uden tvivl leve langt mere miljøbevidst og ændre deres forbrugsvaner markant. Men vejen dertil er nok længere, end mange forestiller sig. I vores lille land med otte mørke måneder om året, hvor vi opholder os langt mere indendørs end udendørs, vil boligindretning sandsynligvis fortsat være en stor interesse og en vigtig del af vores hverdag.

Jeg ved næsten ikke, hvor mange boligprogrammer der i øjeblikket ruller over tv-skærmene, men populariteten og seertallene taler nok deres eget tydelige sprog.

Jeg har arbejdet med møbler, arkitektur og indretning næsten hele mit liv. På mange måder har jeg haft en usædvanlig baggrund og en særlig kombination af erfaringer.

Fra barnsben var jeg omgivet af duften af træ fra snedkerværkstedet og præget af arbejdet med møbler og møbelsalg.

Jeg blev udlært i faget og arbejdede efterfølgende en årrække i møbelbranchen, inden jeg blev indretningsarkitekt.

Senere uddannede jeg mig til bygningsarkitekt MAA fra Arkitektskolen i Aarhus. På den måde har jeg efterhånden haft mere end 30 års arbejdsliv med de ting, jeg elsker og har så stor passion for.

Når jeg ser tilbage på både historien og mine egne oplevelser, føler jeg mig heldig og privilegeret. Tænk at jeg drak kaffe med Hans J. Wegner i hans private hjem i Gentofte i 1998. 

Men mit liv har også givet mig glæden af samtaler med to andre kendte designene. 

Nanna Ditzel mødte jeg i 2002, hvor jeg var med til at opstille og designe en udstilling om hendes møbelstoffer, smykker og møbeldesign.

Ud over at være elegant og stilfuld var Nanna Ditzel også utrolig hjertelig og passioneret.

De samtaler, jeg havde med hende, var meget givende, og jeg fik mulighed for at høre om hendes mange designs og hendes store inspiration fra dyr og natur -  Nanna Ditzel var sej.

Hun kom fra en tid, hvor meget få kvinder gik den vej og havde talentet til at blive et ikonisk designnavn.

Jeg vil altid beundre hende for hendes evne til at fordybe sig så kompromisløst i så mange forskellige facetter af design.

I 2014 mødte jeg Peter J. Lassen, grundlæggeren af Montana Furniture.

Jeg mødte ham i forbindelse med, at jeg tegnede og designede et unikt showroom på 150 m² i Odense — Montana Huset.

Montana Huset indeholdt entré, kontor, badeværelse, soveværelse, køkken/alrum og stue.

Hele huset blev designet ned til mindste detalje med udgangspunkt i Peter J. Lassens Montana-system og skabte et komplet Montana-interiør med innovative løsninger som blandt andet en Montana-seng, et svævende Montana-køkken opbygget af Montana Wardrobe-elementer og en væghængt Montana-sofa.

For mig blev det et både glædeligt og meget rørende møde med Peter J. Lassen, som blev dybt berørt over mit arbejde og min indlevelse i hans livsværk.

Jeg har lavet utallige indretninger i private hjem, rådgivet om møbler og belysning, tegnet køkkener, erhvervsindretninger, udstillinger og showrooms. De sidste 10 år har jeg i mit eget arkitektfirma arbejdet med både private boliger og erhvervsbyggeri i kombination med indretning, interiør og alle de elementer, som knytter sig til projekterne. Min holdning til design, indretning, møbler og arkitektur handler først og fremmest om ønsket om individualitet og forskellighed — for tænk hvis vi alle sammen ville have præcis det samme.

Jeg håber, at mennesker er glade for det, de har, og den stil de individuelt holder af og føler sig hjemme i.

Arbejdet som arkitekt og indretningsarkitekt er på mange måder et nicheområde. Det henvender sig til dem, som ønsker hjælp til løsninger, de ikke selv ville have fundet frem til — en investering i noget unikt, personligt og langtidsholdbart.

Det ligger mig meget fjernt at skulle overtale nogen til at investere i mit arbejde eller min rådgivning. Det skal være et ønske, som kommer fra dem, jeg hjælper.

Jeg beundrer stadig den tankegang, Kaare Klint havde allerede tilbage i 1920’erne.

Ønsket om gode materialer og perfekt håndværksmæssig forarbejdning. Fokus på funktion, kvalitet og rene linjer — og tanken om, at møbler i højere grad skal integrere sig i rummene fremfor at dominere dem.

Jeg holder meget af det enkle og synes stadig, at modernismen fra begyndelsen af det 20. århundrede er dybt fascinerende og inspirerende.

Som ung arkitekt var jeg meget optaget af minimalismen, og jeg beundrer stadig møbler og arkitektur skabt af den tyske arkitekt Ludwig Mies van der Rohe og danske Poul Kjærholm - jeg er nok bare blevet lidt blødere gennem årene.

Jeg holder af, at indretning og arkitektur gerne må være enkel uden at blive for klinisk eller overflødig.

Jeg bryder mig ikke om det prangende. Derimod søger jeg altid, at enkelhed skal hænge sammen med rum og arkitektur, som gør os nysgerrige og samtidig føles varme og hyggelige.

Jeg elsker mit arbejde — blandt andet fordi møbler, indretning og arkitektur aldrig står stille, og fordi der hele tiden findes noget nyt at lære.

Møbeltraditionens Spor i Mine Projekter

Dansk designs DNA

For mig er dansk design langt mere end æstetik. Det handler om en måde at tænke på.

Siden midten af det 20. århundrede har funktion, enkelhed og ærlige materialer været kernen i dansk møbeldesign. Hans J. Wegner, Børge Mogensen og Nanna Ditzel skabte møbler, som stadig står stærkt i dag, fordi de forstod at forene håndværk, funktion og menneskelig forståelse.

Det er netop den tankegang, jeg selv forsøger at arbejde videre med — uanset om det handler om møbler, indretning eller arkitektur.

Jeg har stor respekt for det arbejde, der blev udført i dansk designs storhedstid. Ikke fordi jeg ønsker at kopiere fortiden, men fordi perioden stadig rummer værdier og kvaliteter, som er dybt inspirerende.

Da Hans J. Wegner talte om at skabe møbler, som ikke råbte efter opmærksomhed, men fortjente den, ramte han noget meget væsentligt. Det er en tanke, jeg ofte vender tilbage til i mit eget arbejde. Jeg holder af enkelhed, gode materialer og løsninger, som fungerer naturligt i hverdagen.

Når arkitektur og møbler hænger sammen.

Som arkitekt tænker jeg ofte møbler og rum som en samlet helhed.

Det handler for mig ikke blot om at indrette et rum, men om at skabe en oplevelse og en stemning. Det kan være et indbygget skab, en køkkenø eller en særlig niche med lys — de små detaljer, som man mærker i hverdagen uden nødvendigvis at tænke over det.

I mange af mine projekter arbejder jeg derfor med specialtegnede løsninger og snedkerdetaljer inspireret af møbelkunsten.

Jeg tror grundlæggende på, at de bedste løsninger ofte er dem, som føles naturlige og langtidsholdbare — både visuelt og funktionelt.

Fremtiden — måske tilbage til fortiden

Jeg glæder mig til fortsat at arbejde med møbler, indretning og arkitektur i mange år endnu og til at følge udviklingen i vores måde at bo og leve på. For måske ligger noget af fremtiden faktisk gemt i fortiden. Måske handler det igen om kvalitet frem for kvantitet. Om færre, men bedre ting. Om materialer, der holder. Og om hjem, der får lov til at udvikle sig over tid.

Tak fordi du tog dig tid til at læse min historie og mine oplevelser med møbler, indretning og arkitektur — noget som har været en meget stor del af mit liv.

Med venlig hilsen
Jesper Henriksen
Cand.arch. | Arkitekt MAA